Pasning af lavendler

Lavendler – en duftende favorit i haven

Lavendler er et smukt indslag i sommerhaven. Der breder sig den dejligste duft af lavendel, når sommervinden tager fat i blomsterne.

Plant dem under roser, sammen med krydderurter, eller som en lille hæk langs kanten af blomsterbede, terrasser, stier og husets sokkel – ligesom de kan pryde store krukker og altankasser.

Derudover kræver lavendler minimal pasning og pleje. Alligevel har vi lavet en lille guide til pasning af lavendler. Læs med herunder.

Hvornår klipper man lavendler ned?

For at holde dine lavendler tætte og med masser af frisk løv skal du klippe dem ned hvert forår, når de begynder at vise tegn på liv efter vinterdvalen. Lavendler, der ikke bliver klippet ned, vil blomstre mindre, så der er ingen grund til at lade være. Klip dem ned til ca. 15 cm.

Hvis dine lavendler er gamle og ikke har været klippet ned før, må du ikke klippe for meget af på én gang. Klip planterne ned over et par år, så de kan nå at danne friske skud i bunden.

Hvornår planter man lavendler?

Plantetiden for lavendel løber fra april til september, men faktisk har lavendel bedst af at blive plantet i foråret, så de kan nå at få ordentligt fat i jorden. De skal stå i en mager, veldrænet, tør jord for at trives. For at få optimal blomstring skal du stille din lavendel i fuld sol.

Hvad bruges lavendler til?

Der er rigtig mange gode grunde til at plante lavendel. De dufter dejligt, er smukke i buketter og gør nytte i haven, hvor de tiltrækker sommerfugle, bier og øger havens biodiversitet. Samtidig kan de bruges i madlavning, til olier og mange andre ting.

Har du roser i haven? Det kan være en fordel at plante lavendel sammen med roser, hvis du har mange udfordringer med bladlus. Udover at de to blomster er smukke sammen, kan lavendlen holde bladlus væk fra roserne, når du placerer lavendel i eller tæt ved rosenbedet.

Få haveservice af din lokale anlægsgartner

Har du brug for hjælp til vedligeholdelse af haven? Din lokale anlægsgartner i Nordsjælland tilbyder professionel haveservice, og vi står klar til at anlægge din drømmehave. Du er altid velkommen til at kontakte os til en uforpligtende snak.